Plads til udfoldelse og udvikling
Vores regler
Det vigtigste for os er, at give dig og de øvrige elever nogle rammer, hvor der er plads til udfoldelse og udvikling.
Derfor styrer vi ikke dagligdagen med regler eller straf.
Det praktiske klarer vi med aftaler, og opstår der gnister, tager vi det op der, hvor det hører hjemme – på fællesmøder, husmøder eller med en god samtale.
Når vi er mange sammen, er der også mange ønsker og holdninger, der skal leve sammen på skolen.
Derfor er det vigtigt, at vi får fællesskabet til at fungere.
Dit bidrag er, at du viser, hvem du er. Du yder din indsats. Og du viser hensyn til andre.
Faktisk har vi kun tre regler, der ikke står til diskussion
- Du har mødepligt til undervisning, måltider og fællesarrangementer.
- Øl, spiritus, euforiserende stoffer og andre rusmidler er forbudt på skolen og på rejse til og fra skolen.
- Du sover i din egen seng.
Hvis du overtræder en af disse regler, kan du blive bortvist øjeblikkeligt.
Ud over rammereglerne har vi brug for en mængde praktiske aftaler om for eksempel måltider, rengøring, nattero m.v. De praktiske aftaler kan diskuteres på de ugentlige hus- og fællesmøder. Her kan vi indgå nye aftaler eller ændre de gamle, hvis der er behov og stemning for det.
Rygning, e-cigaretter, nikotinposer og snus er ikke tilladt mens du er på efterskolen. Du må heller ikke være i besiddelse af cigaretter, e-cigaretter, nikotinposer, snus eller anden form for tobak. Det gælder også andre steder i byen, på ture og rejser med skolen samt på din rejse til og fra skolen.